Kajak i Ilulissat
Kajak mellem isbjerge
* Vi har altid en følgebåd med. Begyndervenlig tur
Vores kajaktur er på rekorttid blevet en vaskeægte klassiker for alle, som besøger Ilulissat – og med god grund! At ro kajak i Ilulissat er nemlig noget ganske særligt.
At opleve de enorme isbjerge ved Ilulissat Isfjord helt nede fra vandskorpen er efter vores mening en af de største oplevelser i området. Her skærpes alle sanser. Følelsen af havets krusninger lige under kajakken, den særlige lugt af gletsjeris, lyden af bølgerne omkring isskosserne, og is der flækker. Her er ingen larmende bådmotor, kun den beroligende lyd af pagajen, som glider gennem vandet.
Book din kajaktur i Ilulissat her
3 timer
Juni - August
2 personer
Oplev Ilulissat fra kajak
Du behøver ikke at have erfaring med kajak-roning for at kunne deltage på vores kajaktur. Det er en meget begyndervenlig tur.
Vi bruger meget stabile dobbeltkajakker på vores ture, og har noget af det bedste udstyr, som findes på markedet, og vores instruktører er uddannede med en internationalt anerkendt certificering. Derudover har vi en båd med, som af sikkerhedsmæssige hensyn altid følger med gruppen.
Du får udleveret en underdragt af uld, en tørdragt, redningsvest, neoprensko- og luffer og et skørt.
Selvom sikkerheden på denne tur er god, og selvom vi meget sjældent oplever at gæster falder i vandet, så er der altid en risiko for at vælte i vandet, når man sejler kajak. Vi anbefaler derfor, at du ikke er bange for at være i vandet, hvis du ønsker at deltage på denne tur.
Vidste du...?
- Inuit opfandt kajakken for over 4.000 år siden.
- Kajakkens skelet blev dengang bygget af dyreknogler eller drivtømmer, som blev betrukket med afpelset skind.
- I nogle distrikter i Grønland er det stadig et lovkrav, at narhvals fangst skal foregå på traditionel vis – altså fra en kajak.
- Den traditionelle Qajaq blev bygget efter kropsmålene på ejermanden, så manøvredygtigheden var i top.
- Kajakken har traditionelt set primært været forbeholdt mænd, mens kvinder roede i større både sammen med børnene.