Sådan kommer du til Ilimanaq - en sejltur gennem UNESCO
Der er ingen veje fra de omkringliggende byer til Ilimanaq – du kommer hertil med båd, og oplevelsen starter i det øjeblik, du tager fra Ilulissat.
Turen gennem Ilulissat Isfjord er i særklasse – vi sejler zigzag mellem nogle af verdens største isfjelde, og vil med lidt held møde en hval eller to, inden vi ankommer til den lille havn i Ilimanaq. Det er ikke tilfældigt, at området er at finde på UNESCO’s verdensarvsliste.
- Vi har arrangeret en bådshuttle, du kan tilkøbe ved booking af et ophold.
- Turen varer ca. 40 minutter alt efter vejr- og isforhold.
- Afgang fra Ilulissat kl. 08:00, 10:00 eller 16:00.
- Afgang fra Ilimanaq kl. 09:00, 11:00 eller 17:00.
- Vi sejler i mindre, hurtigtgående både med plads til 12 passagerer. Der er mulighed for at sidde både udendørs og indendørs.
Åben fra midt juni - midt september
De Historiske Huse
Få minutters gang fra lodgens bungalows, findes to af Grønlands ældste huse, som i dag danner rammen om vores reception og de to restauranter – Restaurant Egede og KOKS.
Restauranten og receptionen har en helt særlig historie – de har nemlig tilhørt den kendte missionær Paul Egede. Paul var søn af Hans Egede, der grundlagde kolonien Grønland tilbage i 1700-tallet. Han opførte det hus, hvor restauranten ligger i dag, og drev sit virke som missionær og handelsmand fra den gamle butik, der nu er indrettet som reception og konference.
Bygningerne er fredede og bevaringsværdige, og blev op til åbningen af Ilimanaq Lodge nænsomt restaureret af Realdania By & Byg. Renoveringen varede hele 3 år, hvor de har været skilt fuldstændigt ad, repareret så nænsomt som muligt, og derefter samlet igen. Projektet har vundet den prestigefyldte Europa Nostra Pris – og det med god grund.
Bygningerne er ført tilbage til deres oprindelige identitet, og mange af de oprindelige materialer og farver er bevarede. Du vil eksempelvis opleve det originale butiksinteriør i receptionen og originalt sejl fra et hvalfangerskib i restaurantens loft.
Realdania er udover restaureringen af de Historiske Huse i Ilimanaq blandt andet også kendt for opførelsen af Ilulissat Isfjordscenter.
Hvis du er interesseret i historie, arkitektur eller indretning, må du ikke snyde dig selv for et besøg i Ilimanaq Lodge.
Et pionerprojekt
Ilimanaq Lodge blev opført som et pionerprojekt inden for grønlandsk turisme.
Projektet er et samarbejde mellem kommunen, Realdania og World of Greenland. Kommunen har stået for at forbedre infrastrukturelle forhold, som kloakering, havneforhold, affaldsstation og stiforløb. Realdania har stået for renoveringen af de Historiske Huse. Og World of Greenland har bygget 15 bungalows, og står for driften af lodgen.
Formålet med projektet er et ønske om at bidrage til en bæredygtig udvikling af bygden. Via turismen, hvor udgangspunktet er stedets værdier, ønsker vi at skabe grobund for vedvarende jobs og udvikling i Ilimanaq.
Gode grunde til at besøge Ilimanaq Lodge
I Ilimanaq er der fred og ro. Her er vi lagt væk fra jaget i Ilulissat, og vi tør godt love, at skulderne sænker sig, så snart du tjekker ind hos os.
I Ilimanaq lever vi sammen med de lokale beboere. Du møder dem i butikken, på stierne i bygden, eller i receptionen til en kop kaffe.
Sejlturen fra Ilulissat til Ilimanaq er en oplevelse for sig selv. Her passerer vi de verdensberømte isfjelde fra Ilulissat Isfjord, som sætter stemningen for et magisk ophold.
Ilimanaq Lodge har siden åbningen været blandt de førende restauranter i Grønland. Niveauet er højt, atmosfæren er afslappet, og fokus er på "local sourcing", og kreativ formidling af madkulturen her i Ilimanaq.
Lodgens restaurant og reception holder til i nogle af landets ældste huse, som i dag er grønandsk kulturarv. Renoveringen af de historiske huse har modtaget Europa Nostra Prisen.
Den gode rejse giver ikke kun minder for livet og ro i sjælen. Den giver også refleksioner om andres levevis, og nye perspektiver på verden.
Dit ophold i Ilimanaq Lodge inkluderer
Alle bungalows i Ilimanaq Lodge har store vinduespartier med udsigt over Diskobugten og private terrasser.
Mange almene hoteller tilbyder fri Wifi. I Ilimanaq Lodge tilbyder vi Wifi-fri ferie.
Alle bungalows har privat badeværelse med moderne faciliteter.
Alle bungalows kører på solenergi, og al overskudsstrøm videregives til bygden, så vi allesammen kan spare på brugen af generator.
Vi transporterer din bagage fra receptionen til lodge området.
Morgenmad er inkluderet i overnatningen.